Velkommen til Lægeurtehaven

Endelave Lægeurtehave søger en haveentusiast med grønne fingre 

OBS! Forlænget ansøgningsfrist 31. marts

Hvem er vi 

Endelave Lægeurtehave består af en økologisk besøgshave med en unik samling på over 200 lægeurter fra nær og fjern. I sammenhæng med besøgshaven er der en butik, et køkken- og små cafélokaler. Derudover er der også tørreri og produktionslokaler.  

Bag Endelave Lægeurtehave står en forening, bestående af frivillige kræfter, som omfatter både en bestyrelse og en gruppe af haveinteresserede. Foreningen driver haven og skaber aktiviteter og arrangementer i haven, der fungerer som samlingssted for både øens beboere og gæster.  

Hovedopgave 

Den primære opgave består i at passe og vedligeholde haven, herunder lugning af bede, kanter og stier samt vedligeholdelse og produktion af skilte, vanding af drivhus, plantebord med plantesalg og bede.  

Hvad søger vi 

Vi søger først og fremmest en person med grønne fingre, der 

  • brænder for at få jord under neglene og som elsker at arbejde med planter 
  • kan arbejde selvstændigt og selv planlægge sit arbejde  
  • er venlig og imødekommende overfor havens besøgende og som evt. har lyst til at formidle og afholde rundvisninger 
  • har interessere i at være en del af en levende have, med mange muligheder 

Hvad kan vi tilbyde 

  • En spændende og velbesøgt have, der har til opgave at bevare og udstille øens lægeurter og div. naturlige planter. 
  • Endelaves hovedattraktion med en lang række arrangementer, der er med til at øge sammenhængskraft og livsglæde på øen.  
  • En forening af frivillige, som engagerer sig i haven, og som hjælper til efter behov 
  • Et meget selvstændigt og fleksibelt arbejde og en arbejdsplads med mulighed for at være kreativ omkring formidling og events  
  • En engageret og visionær bestyrelse, der deltager i udviklingen af haven og som også er villig til at give en hånd med i haven, når det behøves 

Den månedlige ansættelsestid berammes til 50 timer. Timeløn, der udbetales månedligt, er 150 kr. i timen. Ferie er uden løn. 

Stillingen er en tidsbegrænset ansættelse som går fra 1. marts 2024 til 31. oktober 2024.  

Du er meget velkommen til at stille eventuelle spørgsmål til stillingen til formand for foreningen, Lone Kau på lk@brandbjerg.dk  Ansøgning sendes til samme adresse.  

Ansøgningsfrist 12. februar 2024. 

Mvh. En forventningsfuld Bestyrelse 

Endelave Lægeurtehave består udover urtehaven af en café og en ø-butik. Butikken drives af lokale, der sælger egne produkter. I tilknytning til caféen er der et produktionshus, som benyttes af forskellige grupper på øen.

Se flere billeder og omtaler af tidligere afholdte aktiviteter i Lægeurtehaven på vores Facebook-side her.

Grundlovsdag festligholdes hvert år i Lægeurtehaven. Foto: Lægeurtehaven

Café

ENDELAVE LÆGEURTEHAVES CAFÉ ER EN POPUP RESTAURANT

Restaurant Omkring vender tilbage igen i 2024

Find åbningstider og bestil bord på hjemmesiden: www.restaurantomkring.dk

Kontakt til caféen:

📧 restaurantomkring@gmail.com

☎ 53 63 83 37

Lægeurtehaven har en café med fokus på lækre råvarer med skiftende menu og vinkort. Foto: Kystlandet

Besøgshave

I Besøgshaven kan du opleve flere hundrede lægeplanter, krydderurter og vilde planter fra Endelave. Der er infotavler overalt, og du kan låne en planteguide i bogform med i haven, så du kan lære om, hvordan planterne har været brugt til medicin, mad, husflid m.m. fra oldtid til nutid. 

Besøgshaven er altid åben med selvbetjening, fra maj til oktober.

Entre 25 kr. mobilepay eller kontant.

Lægeurtehaven er delt op i snapse-/tehaven, urtehaven og Endelave-haven. Foto: Kystlandet

Butik

I Ø-butikken kan du købe forskellige produkter fra Endelave. Det er en fællesbutik for ca. 12 producenter på øen, og her kan f.eks. købes håndarbejde, uldgarn fra Endelavefår, spegepølser, Endelave-øl, syltesager, urtesalt, drivtømmerlysestager, kanin-nøgleringe og meget andet.

Ø-butikkens åbningstider 2023

Butikken er lukket for i år, men holder åbent i forbindelse med Æblekagedagen og Julemarkedet

Køb produkter fra Endelave i Ø-butikken og få en snak med en af de lokale. Foto: Kystlandet